I 1700-tallet byggede hollænderne deres hovedkvarter, Galle Fort, på den sydlige kyst af Sri Lanka. De smukke bygninger, så som kirker, museum og hospital står stadig den dag i dag. Derudover, er fortet siden da blevet en del af Unescos verdensarvsliste. Derfor, står bygningerne alle velholdt og den hollandske og franske arkitektur får lov at pryde de hyggelige gader inden for Galle Forts mur.
Galle Fort er et af de steder, du i følge os, ikke må misse, på din rundrejse på Sri Lanka. Fortet er fyldt med historie, hvor du for alvor kan gå på opdagelse. Men er du mere til shopping, finder du de fineste souvenirs på Galle Fort. Slutteligt, har du rig mulighed for at slappe af i de gamle brostensgader eller at nyde de magiske solnedgange på fortets mure.
Læs med nedenfor og få inspiration til din dag på Galle Fort.
Den eneste måde, hvorved du kan komme ind på Galle Fort er gennem hovedporten. Herfra kan du for alvor udforske dine shopping muligheder, kirkerne og fortets spændende historie. Du kan sagtens gå hele fortet rundt på et par timer. Men vi vil altid anbefale, at du som minimum bruger en hel dag – fra morgen til aften på fortet. Det mest anbefalingsværdige er at tage et par dage. Så kan du for alvor opleve fortets stemning og det hyggelige liv i de gamle brostensbelagte gader. Men er tiden knap kan du her, finde vores guide til en heldagstur på Galle Fort.
For at undgå travle gader fyldt med turister er det altid en god idé at gå på opdagelse fra morgenstunden af. Men sørg dog altid for at nyde solnedgangen fra fortets mur – dette er en af de ting, du ikke må misse, når du besøger Galle.
Besøg de smukke bygninger
Du behøver ikke at være en kulturel person for at nyde bygningerne på ved Galle Fort. Det kan være helt forfriskende at se arkitektur, der rent faktisk minder lidt om hjem, efter et par uger på rundrejse i Sri Lanka.
Fortet er i sig selv et stort monument med spændende museer og smukke kirker inden for dets mure. Et par favoritter hos os var helt sikkert fyrtårnet og den hollandske kirke (Dutch Church). På dine gåture på fortet kan du nærmest ikke undgå at møde disse flotte seværdigheder.
Når du går rundt i de smalle gader på Galle Fort glemmer du næsten, at du rent faktisk befinder dig på Sri Lanka. Den europæiske arkitektur får det nærmest til at føles som en sydeuropæisk by, frem for et land i Asien.
Du skal som minimum besøge en af de 6 større seværdigheder på fortet:
Klokketårnet
Klokketårnet ved Galle Fort har siden 1833 stået, i alt sin pragt, ved hovedporten til fortet. Her kan du få dig et par nye venner i form af statuer, og ikke mindst nyde udsigten over både havet, Galle by og det lokale cricket stadium. Hvis du er heldig, kan du se de lokale spille en venskabelig kamp.
Den hollandske kirke (Dutch Church)
Den hollandske kirke (på engelsk Dutch Church) på Galle Fort blev oprindeligt bygget i 1640. Den nuværende bygning daterer dog ”kun” tilbage 1755. Selv den dag i dag bliver kirken ugentligt brugt til søndagsgudstjenester.
Hvad der blandt andet gør denne kirke lidt anderledes er gulvene og væggene indenfor. Her finder du gravsten, der er blevet inkorporeret i kirkens indre. Historien går på, at den nærliggende hollandske kirkegård blev nedlagt, hvorefter man flyttede stenene ind i kirken.
En anden ting, der er værd at lægge mærke til, er det oprindelige orgel fra 1760. Dette står stadig smukt den dag i dag.
Det Nationale Maritime Arkæologi Museum
Det Nationale Maritime Arkæologi Museum på Galle Fort er et yderst spændende museum. Med et besøg her vil du få et indblik i den srilankanske historie, og hvor stor en rolle havet har spillet i denne. Sri Lanka har været udsat for en del tsunamier, og du finder på museet en model for, hvordan disse opstår. Du lærer også om, hvilke konsekvenser disse har haft for Galle Fort.
Galle agerede tidligere som havne- og fiskerby. Du kan derfor, på museet, se gamle fiskebåde, lære om de livet som fisker, samt deres fisketeknik. Som prikken på i´et finder du et stort skelet af en næbhval.
Alle Helgens kirken (All Saints Church)
Alle Helgens kirken (på engelsk All Saints Church) blev bygget i 1871 under den britiske kolonisering af Sri Lanka. Kirken er bygget i den victorianske stilart, således den kan holde til det varme klima. Grundet kirkens unikke arkitektur er den en stor turistattraktion, og du kan ikke undgå at møde den på din vej gennem Galle Forts snoede gader.
Det hollandske hospital (Old Ducth Hospital)
Det hollandske hospital på Galle Fort blev bygget omkring det 17. århundrede, og er siden da undergået en større udvikling. Nu til dags fungerer hospitalet som indkøbscenter med 21, både lokale og globale, butikker. Men selvom, at butikkerne er moderne og trendy, har man bevaret hospitalets arkitektur, således både tykke vægge, granit fliser, de oprindelige trapper og bjælker stadig står den dag i dag.
Fyrtårnet
Galle fyrtårn, også kendt som Pointe De Galle Light, blevet bygget i 1848. Det originale fyrtårn gik til under en brand, hvorefter det ”nye” fyrtårn blev bygget i 1939. Dette stykker arkitektur er utrolig smukt med havet i baggrunden. Du kan derfor være helt sikker på, at skulle have et par instagramvenlige billeder med på vejen.
Her fik du en kort gennemgang af de absolut mest populære seværdigheder på Galle Fort. Du kan som sagt sagtens nøjes med at se 1 eller 2 stykker arkitektur. Men skal vi være helt ærlige, kan du altså ikke sige, at du har været ved Galle Fort, uden at have været hele turen rundt. Du kan derfor, under vores guide til en heldagstur til Galle Fort, finde den perfekte rute, hvorved du ser alle seværdighederne.
Med et par dage på fortet kan du dog også sagtens brække dine sightseeings-ture op, således du for alvor kan gå på opdagelse i de smalle gader omkring seværdighederne.
Fine butikker på Galle Fort
Galle Fort er hjemstedet for flotte souvenirs. Her finder du gaver til venner og familie derhjemme, som de rent kan bruge og bliver glade for. Her er fyldt med utrolig fine butikker med brugskunst, som du ikke finder andre steder i landet. Så gem lidt på lommepenge og gå for alvor shop-amok, når du rammer Galle Fort.
Størstedelen af butikker inden for fortets mure er ejet af udlændinge. Priserne kan derfor være lidt højere end andre steder i landet. Det er dog, for det meste, pengene værd.
Vores 4 yndlings butikker var disse:
- Stick No Bills – En absolut favorit. Her finder du grafisk design på postkort og plakater. Du kan næsten ikke lade være med at købe lidt med hjem. Derudover, er det nogle super cool og anderledes postkort til dine kære hjemme i Danmark.
- Embark – Denne butik ramte os lige i hjertet. Her finder du nærmest alt – med hundemotiver. Og som et kæmpe plus går pengene til en organisation, der redder herreløse hunde. Et virkelig godt initiativ, hvis du spørger os. Og helt klart et besøg og et par kroners støtten værd.
- Barefoot – Dette er en butik, af en større kæde, der sælger interiør. Her finder du alt fra diverse nips, tekstiler til hjemme og legetøj til børnene.
- Orchid House – Her finder du smykker, srilankanske saronger og ikke mindst brugskunst.
Magiske solnedgange på fortets mur
Fortets mur er, hvor de lokale og turister mødes. Det er samlepunktet for alle, der opholder sig på fortet omkring solnedgang. Og dette er der en helt særlig grund til. Solnedgangene, du finder her, er magiske. Lyset er vidunderligt og det er så fredfyldt, som noget kan være, at kigge med, når solen langsomt går ned bag havets bølger.