En af de helt store seværdigheder, i bjergbyen Ella, er den 30 meter høje Nine Arch Bridge. Efter små 40 minutters gåtur gennem junglen møder du denne skønhed af et stykke arkitektur. Det er lovligt at gå på broen, og du kan herfra få nogle helt vidunderlige udsigtspunkter over frodige teplantager og høje bambustræer. Det er simpelthen en af de ting, du ikke må misse, når du besøger Ella og i det hele taget Sri Lanka.
Den store jernbanebro blev bygget af briterne, og med sine flotte 9 buer ligger den mellem Ella og Demodara station. Togturen fra Kandy til Ella er kendt som en af de mest sceniske i verden – dette får du fuld forståelse for efter et besøg ved Nine Arch Bridge.
Hvordan kommer du hen til Nine Arch Bridge?
Der er flere måder, hvorved du kan komme til Nine Arch Bridge fra Ella af. Der er selvfølgelig en rute vi vil anbefale frem for de andre, men du får nu alligevel alle, således du selv kan vælge din fortrukne rute.
Den mest direkte rute er helt klart at gå langs togskinnerne fra centrum af, til du møder en tunnel. Gå gennem tunnelen, hvorefter du finder den smukke Nine Arch Bridge. Denne rute kan tage lidt længere tid, da det er lidt svært, i hvert fald, hvis du spørger os, at gå på skinnerne. Men det er nu en fascinerende rute at gå, da du møder mange lokale, der dagligt går denne tur.
Den nemmeste løsning, når du skal besøge broen er at tage en tuk-tuk fra byen af. Det koster omkring 300 LKR, og kan for nogen være pengene værd på grund af den lidt længere gåtur eller tidsmangel. For at spare tid, kan du få din chauffør til at sætte dig af ved tunnelen. Herfra, kan du gå det sidste stykke ud til broen.
Godt råd: Bliv enig om en pris på forhånd, da der er nogle chauffører, der ofte tager en længere omvej.
Den hurtigste rute er at gå langs vejen mod Little Adam´s Peak. Når du møder et lille farverigt tempel, skal du dreje til venstre, hvorefter du kan følge en sti ned til Nine Arch Bridge. Gå efter Nine Arch Bridge på Google Maps, og så skal du nok finde vej til den smukke jernbanebro.
Junglevejen er den rute, som vi altid vil anbefale dig at tage. Her går du praktisk talt inde i junglen blandt de høje træer og lyden af aber i det fjerne. Gå langs hovedvejen, der går gennem Ella, til du møder vejen B113. Hvis du gør brug af vores rute på Google Maps kommer du til den sti, hvor du drejer af vejen og ind i junglen. Herfra, følger du stien gennem junglen, ned af trapper og over væltede træer, til du til sidst kan skimte Nine Arch Bridge gennem træerne. Du vil møde et udsigtspunkt og herfra er turen ned til broen ligetil.
Vi vil altid anbefale dig, at du tager junglevejen. På denne tur kommer du for alvor tæt på den srilankanske natur, hvilken er helt fantastisk i vores øjne. Men de andre ruter har selvfølgelig også deres charme, og du går derfor ikke galt i byen ved at vælge en anden frem for junglevejen.
Togtider ved Nine Arch Bridge
Tog på Sri Lanka kører over Nine Arch Bridge cirka 10 gange om dagen. Hvorfor cirka, tænker du nok. Og bare rolig det er ikke en tastefejl ellers os, der er blevet lidt bims. Det er derimod sådan, at togene og dets tider er meget ustabilt på Sri Lanka. Du kan derfor aldrig være 100% sikker på, at toget går til tiden. Derfor er det altid en god idé at komme lidt før og give sig god tid ved Nine Arch Bridge, hvis du ønsker at se et tog passere. Når du ankommer til broen kan det være en god idé at spørger vagterne, hvornår det næste tog kommer. De ved det som regel.
Men ja, det er som sagt cirka 10 gange om dagen, at toget kører over Nine Arch Bridge. Hvornår på dagen dette er, kan svinge utrolig meget – vi mødte et træ med et par togtider klæbet fast. For vores vedkommende, virkede de ikke til at passe. Men du får dem alligevel med på vejen, for en god ordens skyld:
Formiddag | Eftermiddag |
Klokken 05:15 | Klokken 13:15 |
Klokken 05:40 | Klokken 14:40 |
Klokken 09:20 | Klokken 15:30 |
Klokken 11:50 | Klokken 17:30 |
Klokken 17:40 | |
Klokken 19:15 |
Derudover, er det, som sagt, altid en god idé, at spørge vagterne ved broen eller dit overnatningssted om de såkaldte togtider. Og skulle det ske, at du skal vente en times tid på det næste tog, så frygt ej. Omgivelserne ved Nine Arch Bridge er helt fantastiske, så grib kameraet og gå foto-amok i de grønne teplantager.
Vi vil anbefale dig, at komme omrking klokken 9. Du vil helst undgå de store menneskemængder, hvis du har en drøm om at tage billeder, uden alt for mange mennesker på. Et andet plus ved at komme tidligt er, at du derfra kan drage videre på tur mod Little Adam´s Peak.
Historien bag Nine Arch Bridge
Nine Arch Bridge, også kendt som The Bridge in the Sky, blev bygget under den britiske kolonisering af Sri Lanka. Navnet, The Bridge in the Sky, stammer fra synet du møder, når du står under broen og kigger op mod himlen mellem de 9 buer. Herfra, ligner det at broen hører til blandt skyerne på himlen.
Den unikke del ved broen er, selvfølgelig dens udseende med de 9 buer, men også materialet den er bygget af. Broen med de 9 buer er nemlig kun bygget af sten, cement og mursten – og altså ingen stål. Broen stod færdig omkring 1921, og rygterne går derfor på, at den oprindelig plan var at bygge den af stål. Men da Første Verdenskrig brød ud, indsamlede man alt stål til militære formål, og derfor blev Nine Arch Bridge til i form af sten.
Det bedste tidspunkt at besøge Nine Arch Bridge
Det bedste tidspunkt at besøge Nine Arch Bridge i Ella er uden tvivl ved solopgang. Her er lyset fuldkommende magisk og du undgå de store menneskemængder.
Men har du lidt problemer med at komme op om morgenen kan en solopgang virke lidt uoverskuelig. Derfor kan du også besøge broen omkring klokken 9, hvor de første mennesker så småt begynder at nærme sig.
Tredje og sidste tidpunkt, hvor det er bedst at besøge Nine Arch Bridge på, er ved solnedgang. Har kan menneskemængderne være større end ved solopgang, men du får det samme smukke lys.