Skrækhistorierne er at finde overalt – lad være med at lej en bil på Sri Lanka. Og mens vores oplevelse var, at man sagtens kan køre selv, hvis man har været hektisk asiatisk trafik før, så er det også muligt at komme rundt uden egen bil. For eksempel, kan man bruge applikationen PickMe til at bestille tuk-tuk’er og private chauffører i alle størrelser biler. Idéen er den samme som Uber, som vi kort havde i Danmark, og Grab, som vi har brugt i Vietnam og på Bali. Mens PickMe er den af de tre applikationer, som vi havde flest problemer med, så er den stadig rar at have i baglommen. For at du er klar når du lander på Sri Lanka, har vi skrevet en lynguide til hvordan man bruger PickMe i Sri Lanka.
1. Hent PickMe i Google Play eller Apple App Store
Første trin er naturligvis at hente PickMe-applikationen i din telefons app store. Har du Android er i Google Play det foregår, og hvis du bruger iPhone er det fra Apple App Store.
2. Opret en gratis konto
Inden du kan gå i gang med at benytte PickMe til at bestille din næste tuk-tuk tur, skal du først oprette en konto. Det er gratis, men du kan risikere, at PickMe trækker et lille beløb fra din bankkonto, for at bekræfte, at der er dækning på dit betalingskort, i tilfælde af at du vælger at tilføje sådan et.
Selve oprettelsesprocessen er meget lige til. Første gang du åbner applikationen vil du blive bedt om at vælge et sprog. Engelsk er standard, og du vil blive ledt igennem resten af oprettelsen på engelsk. Næste trin er at du skal indtaste dit telefonnr., hvorefter du vil modtage en sms med en 4-cifret kode, som du skal indtaste for at bekræfte at nummeret er dit. Efterfølgende er det blot en almindelig oprettelsesproces, hvor blandt andet navn og e-mail skal indtastes.
Når det er gjort er du klar til at benytte applikationen – også selvom du ikke har tilføjet dit betalingskort. Du kan blot vælge at betale med kontanter.
3. Tilføj dit betalingskort (frivillig)
Som nævnt ovenfor er det frivilligt hvorvidt du vil benytte dit betalingskort eller ej. Vi valgte at gøre det, for ikke at stå og rode med kontanter og bekymre os om hvorvidt vi havde småmønter til chaufføren. Vælger du at gøre det, er det lige ud af landevejen. Hvis ikke du er blevet spurgt om at indtaste dine kortoplysninger i oprettelsesprocessen åbner du blot menuen (klik på de tre vandrette streger i øverste venstre hjørne) og følger vores lille tringuide her:
- Klik på Payment
- Klik på Add card
- Udfyld de kortoplysninger, som du bliver bedt om
- Benytter du et VISA-kort, er det muligt at du bliver bedt om at bekræfte en ekstra gang via dit telefonnummer.
- Klik Add
- Færdig!
Nu kan du booke din næste tuk-tuk (eller almindelige bil) via PickMe uden at skulle rode med kontanter, blot vær sikker på at du har valgt dit kort som betalingsmetode (der skal være et betalingskort, efterfulgt af 4 prikker og de sidste 4 cifre i dit kortnr., i nederste venstre hjørne når du bestiller din transport.) Hvis chaufføren beder dig om kontanter, behøver du ikke at give ham ekstra. Han får sin betaling gennem applikationen. Husk at vær opmærksom på, at han slutter turen på sin telefon når I når frem. Du skulle gerne modtage en bekræftelses-SMS på det nummer, der er tilknyttet din konto, inden for få sekunder efter ankomst.
4. Book din tur
Forsiden af applikationen er der hvor det vigtigste foregår. Det er nemlig her du bestiller dine transportmidler. Som turist vil du sandsynligvis primært benytte PickMe til transport, hvorfor du blot skal vælge den i menuen nederst på forsiden. Men som du vil kunne se, er der også mulighed for at bestille mad og andre ting gennem applikationen.
Nåh, det var et sidespring, men for at booke din næste tur, skal du blot udfylde dit opsamlingssted og din destination i de to hvide felter nederst på forsiden. Hvis ikke du kan den præcis adresse, men ved hvor på kortet det er, har du også mulighed for at vælge de to steder ved blot at sætte en kortnål på kortet. Vores oplevelse var dog at søgefunktionen fungerede ret godt.
Når du har valgt opsamlings- og afsætningssted, vil du blive ført videre til en skærm hvor du kan se hvad der er tilgængeligt. Oftest vil det være tuk-tuk’er eller små biler. Ovenover deres ikon vil du se hvor lang tid du sandsynligvis kommer til at vente på at blive samlet op, og under deres ikon vil du se cirka-prisen for den tur du skal køre. Cirka-prisen er som oftest rimelig præcis, men PickMe fungerer som et taxa-meter, så hvis man holder stille længe, eller skal køre en omvej, bliver det naturligvis dyrere. Der er dog ingen tvivl om, at det er megetbilligere end at tage en forbipasserende tuk-tuk.
Når du har besluttet dig for hvilken type transportmiddel du vil transporteres i, skal du klikke på dets ikon. Herefter klikker du book now, og så er det bare at vente på, at din bestilling bliver accepteret. Det er ikke altid, at din bestilling bliver accepteret i første omgang, men prøv et par gange, evt. med forskellige transportmidler, så skal det nok lykkes.
Godt at vide
Ligesom Uber og Grab andre steder i verden, er PickMe ikke lige populært blandt etablerede taxa- og tuk-tuk-chauffører på Sri Lanka. Derfor er det ikke alle områder, at PickMe har chauffører. Vores oplevelse med de byer vi besøgte var således:
- Colombo: Alle ture bestilt gennem PickMe
- Kandy: 7 ud af 10 ture bestilt gennem PickMe
- Nuwara Eliya: 2 ud af 10 ture succesfuldt bestilt gennem PickMe
- Ella: 2 ud af 10 ture succesfuldt bestilt gennem PickMe
- Udawalawe: Ingen ture succesfuld bestilt gennem PickMe
- Mirissa & Midigama: 1 ud af 10 ture succesfuldt bestilt gennem PickMe
- Galle: 5 ud af 10 ture bestilt gennem PickMe
- Negombo: Alle ture bestilt gennem PickMe
Derudover er det en god ting at gøre det klart overfor chaufføren hvor du skal hen, også selvom du har indtastet destinationen i applikationen. Mange nægter at bruge Google Maps, og hvis du forsøger at vise dem det på et kort, kan de have problemer med at læse det – mange af de lokale er nemlig ikke trænede i kortlæsning. Vi blev flere gange bedt om at sætte GPS på for chaufføren, selvom han sad med 2-3 telefoner foran sig. Det bedste er, hvis du kan ruten og kan guide chaufføren til det rigtige sted. Nogle gange bliver man overrasket over, at de ikke kender populære museer, restauranter, osv., men sådan er situationen altså.
Som vi nævnte tidligere, behøver du ikke at betale chaufføren, hvis du har betalt med dit betalingskort over PickMe. Vær opmærksom på, at han afslutter turen inden han kører væk.
Betaler du med kontanter, så stig altid ud af bilen eller tuk-tuk’en inden du betaler, og sørg for at du har al din bagage.