Alt du skal vide om Kronborg Slot

Er du på Nordsjælland, er det oplagt at slå et smut forbi Kronborg Slot, hvor du kan få et indblik i det pompøse liv, som konger og dronninger har levet for århundrede siden. Derudover, er Kronborg Slot inspirationen til Shakespeares velkendte stykke Hamlet. Kombineret med en ekstraordinær udsigt ud over både Øresund, Sverige og Sjælland, kan det være en sand fornøjelse at se Kronborg Slot.

Dagslange teaterstykker på Kronborg Slot

Kronborg Slot har gennem tiden været brugt som scene for alverdens talentfulde og berømte skuespillere, i forbindelse med adskillige opførelser af Hamlet. Og det bliver kun bedre og bedre. Henover sommerperioden er der nemlig live teater dagen lang, hvor skuespillere kan findes rundt omkring på slottet i fuld gang med at spille Hamlet.

Selv for dig, der ikke er den store teatergænger, kan det være en sjov og spændende oplevelse at blive trukket tilbage i tiden, med skuespillere klædt i middelaldertøj. Det giver uden tvivl slottet lidt mere liv, både for dig og børnene.

Du skal bare være opmærksom på, at skuespillet foregår på engelsk, og man kan derfor være nødsaget til at skulle oversætte lidt Shakespeare-sprog til sine børn.

Hamlet Live bliver spillet hver dag fra 8. juni til 31. august mellem 10:00 og 17:00.

Masser af trapper og ujævnt grundlag

Kronborg Slot er et imponerende syn, men det er også en meget gammel bygning. Det betyder, at der ikke er nogen elevatorer installeret, og du skal derfor trave op og ned af rigtig mange trapper, når du skal rundt på det fine slot.

Derudover, skal du selvfølgelig ned i kasematterne (de underjordiske gange under slottet). Udover, at det er en fascinerende oplevelse at se de mørke gangsystemer, som engang blev brugt flittigt af tjenestefolk og soldater i træning, så er det også her, at Holger Danske vogter over Danmark.

Det eneste problem med at bevæge sig ned i de underjordiske gange under Kronborg Slot er blot, at de er belagt med ujævne brosten. Har man en usikker fod, kan det altså hurtigt blive en ubehagelig oplevelse, at skulle gå rundt i mørket under slottet.

Parkering ved Kronborg Slot

Når du nærmer dig Kronborg Slot vil du se, at der er et par betalingsparkeringer, hvor du som regel vil kunne finde plads. Men, der er ingen grund til at betale for at parkere, når du besøger Kronborg Slot. Der er nemlig mulighed for gratis parkering, hvis du kører forbi betalingsparkeringen (med parkeringspladsen og Kronborg Slot på din højre hånd), og ned på havnen via Nordhavnsvej. Her er der hundredvis af gratis parkeringspladser uden tidsbegrænsning.

Området omkring slottet

Det er nok de færreste, der ser Helsingør som værende en flot og hyggelig by. De fleste aner generelt ikke ret meget om Helsingør inden de kommer dertil, men det er faktisk et rigtig hyggeligt sted – i hvert fald, hvis du spørger os.

Først og fremmest er der et stort grønt område omkring Kronborg Slot, hvor der er fri entré for alle. Så hvis du bare vil nyde naturen og vandet, kan du sagtens få et par timer til at gå med at vandre rundt omkring voldgraven og ved at sidde på en hyggelig café ud til vandet.

Lige uden for slottes område ligger M/S Museet for Søfart. Det er et rigtig spændende museum for dig, der bare er en anelse interesseret i skibe, og så er det et fascinerende byggeri rent arkitektonisk. Det er nemlig bygget under jorden i en gammel tørdok, hvor man engang byggede og reparerede skibe.

Ikke langt fra Kronborg Slot og M/S Museet for Søfart finder du også en gammel hal med masser af street food boder, du finder et flot bibliotek, og du har muligheden for at sidde ud til vandet og kigge over på Sverige, mens du nyder en kold cola.

Har du lyst, kan du også slå vejen forbi den gamle bydel, hvor du kan se flotte farverige huse, slentre op og ned langs butikkerne i gågaden og finde dig noget at spise på byens torv. Det er ren idyl, og det er nok ikke sidste gang, at vi besøger Helsingør.

Se åbningstider og priser for Kronborg Slot lige her.

Bo i nærheden af Kronborg Slot

Der er mange, der vælger at have base i København, når de skal til Nordsjælland. Men det kan hurtigt blive unødvendigt dyrt, og man kan spare penge og stress ved at kigge efter overnatningsmuligheder op langs Strandvejen.

Her kan du typisk bo noget mere idyllisk for noget færre penge. Samtidig, skal du heller ikke betale det hvide ud af øjnene for parkering, men derimod blot nyde godt af gratis parkering på dit hotel. Vi endte med at bo på Rungstedgaard, hvilket vi egentligt var ret godt tilfredse med. Morgenmaden var god, der var kaffe, kakao og koldt vand ad libitum, og man kunne låne alt fra cykler og paddle boards til gummistøvler og strandlegetøj. Den eneste bemærkning må være, at der var en anelse lydt, og man kunne derfor sagtens høre, når der gik folk forbi ude på gangen foran ens værelse.